23948sdkhjf

Nyt forskningsprojekt slår fast: Derfor overlever de fysiske butikker

Kun få butikker klarer sig dog i fremtiden uden at være digitale, mener forsker fra Erhvervsakademi Aarhus, som står bag et nyt forskningsprojekt om de fysiske butikkers fremtid.
I en tid hvor nethandlen stormer frem, og butikkerne bliver spået den visse død, er fremtidens butik mere end blot et sted, hvor man betaler for eller henter sine varer.

De fysiske butikker er under pres, men som butiksejer er der ingen grund til at miste modet.

Sådan lyder konklusionen i nyt forskningsprojekt fra Erhvervsakademi Aarhus, som har undersøgt, hvordan butikker kan gøre brug af teknologier til at skabe bedre kundeoplevelser.

Oplevelsen er alfa omega
Ifølge Gitte Damgaard, der står bag undersøgelsen, har de fysiske butikker stadig en rolle at spille. De skal dog turde gå all-in på detaljerigdommen, den personlige købsoplevelse og brugen af teknologi.

- Uanset om vi shopper fra sofaen eller handler i en fysisk butik, har vi høje forventninger til købsoplevelsen. De butikker, der er fænomenale til at skabe oplevelser for kunden, er her stadig i fremtiden. Kunderne vil stadig gerne have muligheden for at mærke varen, socialisere og få eksperternes råd. Simpel god og personlig service giver butikken værdi, og noget som webshoppen ikke har, siger Gitte Damgaard.

Interaktiv butik
Undersøgelsen viser også, at butikkernes næste skridt er at udnytte digitaliseringen.

Både før, under og efter købet skal butikkerne være smart med deres brug af teknologier til at forbedre købsoplevelsen.

Hvad enten det er indretning med store armbevægelser, fx interaktive skærme, app-understøttelse og net-prismatch, eller en mail sendt til kunden, efter at købet er gennemført.

For når kunden drager hjem med taske, sko og sommerkjole i posen, har butikken også et arbejde foran sig.

- Butikken kan fx tilbyde adgang til et univers på nettet, hvor købsoplevelsen fortsætter – fx med uddybende info om butikkens lignende produkter. Specielt integrationen mellem butik og nettet kan få stor betydning for, om den digitale kunde vender tilbage, siger Gitte Damgaard.

Fra start til slut skal købsoplevelsen være skræddersyet til den enkelte kundes behov og forventninger.

Om forskningsprojektet
Undersøgelsen baserer sig på kvantitativ analyse og spørgeskemaundersøgelse med 1200 respondenter og bygger også på kvalitativ analyse af tre virksomheder, hvor teknologi er anvendt i den fysiske butik til at skabe kundeoplevelser, samt studier af hidtidig forskning og litteratur.

Læs mere om forskningsprojektet HER .

Læs e-bogen "Anbefalinger til fremtidens detaillist" HER .



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.159